Jens Uffe Rasmussen

"Jens Uffe Rasmussens koloristiske sans og store modtagelighed over for naturindtryk præger hele hans værk"
Weilbach Dansk kunstnerleksikon, 4. Udgave




Af Kunsthistoriker, mag.art. Lise-Lotte Blom

Maleren og grafikeren Jens Uffe Rasmussen har fra begyndelsen af 1970´erne markeret sig som en billedkunstner, der meget seriøst har arbejdet med at synliggøre sin billedopfattelse. De første udstillede arbejder, der var sort-hvide litografier, havde mennesket som motiv. Man kan i disse - ofte stramt opbyggede kompositioner - med menneskekroppe eller ansigter se hvorledes et skulpturelt udtryk opbygges ved hjælp af lys og skygge virkninger.

Da Jens Uffe Rasmussen i 1975 flyttede til Sydfyn og dermed kom tæt på vandet og kysten blev naturen en konstant kilde til inspiration. For det første begyndte han at male mere, og for det andet blev det koloristiske nu af en overordnet betydning. Det ses bl.a. i de mange akvarelskitser som han udfører i naturen; men også i oliebilleder hvor sarte og lyse nuancer kombineres med ekspressive og dynamiske farver. Motivmæssigt kan mennesker og menneskeskabte ting stadig ses, men indgår nu i naturens helhed. I akvarelbillederne opleves sansningen af naturen meget stærkt. Betragteren bliver vidne til oplevelsen af havets farves skiften fra blankt lyseblåt til mørkt blåsort, og man synes at kunne fornemme lyden fra bølgernes brusen og fuglenes kvidren eller skrig. Billederne har en stærk stoflighed. Nogle billeder er figurative og man kan tydeligt se en horisontlinie, en sejlbåd, et par fugle eller et par mennesker - mens andre bileder er form- og farveeksperimenter, der dog stadig har haft NATUREN som inspirationskilde.

Jens Uffe Rasmussen har i de senere år udført en række store udsmykningsopgaver, der viser hans glimrende sans for at leve sig ind i det pågældende steds omgivelsers karakter. Det er af stor betydning for de mange mennesker, der måske ikke ellers ville standse op for at blive inspireret af naturens mangfoldighed.

Kunsthistoriker, mag.art. Lise-Lotte Blom


 

Store enkle flader, subtile farvesammenstød og en stram, men alligevel lyrisk komposition er det, som kendetegner Jens Uffe Rasmussens kunst.

Kunsthistorisk set kombinerer han en Jeppe Vontilius og Svend Engelunds geometriske disciplinerede naturoplevelser med den ekstatiske farveglæde, man finder hos Edward Weie. De direkte forbilleder hører således alle sammen hjemme i den klassiske modernisme, hvis fornemste varemærke netop er enkelhed og stringens i frugtbart samarbejde med naturinspiration og sanselighed.

Selvom Rasmussens malerier således har meget af den konkrete abstraktions formmæssige alvor, lukker de sig aldrig om sig selv, men henviser konstant og med stor glæde til den levende og levede virkelighed udenfor atelieret. Til strandens og klitternes møde med havet og horisonten, til den isnende kolde vinterdag eller til sommerens kælne varmedis. Dette gør på én og samme tid Jens Uffe Rasmussens maleri monumentale og utroligt nærværende, hvad enten det er nordens skarpe sollys eller de støvede olivengrønne middelhavsfarver, han vil fange på sit lærred.

Tom Jørgensen

 


 

Da jeg for nogle år siden udførte en glascollage til udsmykning af en vandrehal, var der to ting som adskilte det fra arbejdet med maleri og litografi. Den ene var den utrolige farvestyrke, der kan være i glas, og det andet, nødvendigheden af at arbejde i enkle flader.
Jeg havde i nogle år forinden arbejdet med gentagelser af motivdelene i billedet, så der opstod mønstre. Under arbejdet med glascollagen fortsatte jeg med gentagelser, men også med flere mønstre over hinanden i billedet.
Udsmykningen er placeret så en gangbro går hen foran glascollagen; derved lægger gangbroen sig over billedet, som endnu et mønster. I vinduesglasset omkring glascollagen spejler vinduessprosserne fra taget sig. Spejlingerne giver hermed en sammenvævning af mange mønstre.
På denne måde er der, med udsmykningen og farvesætningen af hele huset, vævet nogle farver sammen med det funktionelle.
De klare former og rene farver, som jeg her kom til at arbejde med, gjorde at selv små farve- og linieforskydninger virkede stærkt netop på grund af enkelheden. Det gav mange nye billedmæssige muligheder, som jeg fortsatte med at afprøve i oliemaleri.
Det udviklede sig til rene farve- og formkompositioner. Denne meget enkle form viste sig at være meget anvendelig til en ny udsmykningsopgave, en keramisk udsmykning af et auditorium.
Her tegnede jeg et mønster bestående af to vingeformede figurer. De rene former var lette at tegne ind i murværkets forbandt. Udsmykningen, der altså blev muret ind i facaden, er udført i teglsten, som er glaseret i fem forskellige hvide nuancer. De bølgende hvide figurer refererer til havet, som ligger bag bygningerne.
Fladernes forskydning og farvernes renhed, som jeg har arbejdet med i udsmykningerne, er kommet fra mit maleri, og i maleriet fortsætter jeg med at undersøge, hvordan de stoflige og rumlige muligheder i farverne er.
Det er de samme motiver, jeg har taget udgangspunkt i gennem flere år: Strandene i øhavet og olivenlundene med den okkergule jord. Det optager mig hvordan et billede, på en og samme tid, kan fortælle noget og have sin egen naturlige eksistens.

Jens Uffe Rasmussen


Natur, farver, struktur

Igennem sin mere end fyrreårige karriere har Jens Uffe Rasmussen gjort sig gældende inden for både maleri, akvarel, grafik og et efterhånden stort antal udsmykninger, ligesom han har udgivet en række bøger. Efter et afsæt, hvor mennesket igennem nogle år var et hovedtema, har naturen siden begyndelsen af 1980’erne været kunstnerens altoverskyggende inspirationskilde.

Herhjemme har det specielt været stranden, udsynet over det sydfynske øhav og skoven, der har hørt til hans faste motivkreds, men den gamle mester Cézannes område i Provence i Sydfrankrig, med lokaliteter som Fox-Amphoux og det okkerrige Roussillon, har igennem mange år udgjort den koloristiske og motiviske modvægt til det køligt danske. (Som noget forholdsvis nyt er også Paris kommet med som en del af Jens Uffe Rasmussens kunstneriske revir; her har arbejdet med litografi, hvilket der også er kommet et par smukke bøger ud af.)

Den topografiske nøjagtighed er ikke målet for Jens Uffe Rasmussen. Naturen er hans udgangspunkt, men han løfter landskabssansningerne ud af deres forankring i den fysiske virkelighed og skaber en anderledes virkelighed i olie på lærred, milevidt fra traditionelt landskabsmaleri. I hans værker bliver natur til syn og farvespil, til struktur, til komposition; streger, bjælker og farvefelter spiller op til hinanden og synes visuelt at glide rundt på billedfladen. Det oprindelige landskab er brudt op og er på sin vis blevet til en abstraktion. Hver nuance er moduleret til lige netop den intensitet og valør, der skal til, for at værket ’kommer hjem’. Oliefarven er ikke fed og glansfuld, overfladen er tør og let rustik; den kan næsten have karakter af fresko, en teknik, som kunstneren er dybt betaget af.

Beskueren kan opleve malerierne dels som landskaber af postmodernistisk tilsnit, dels som flademaleri, som nonfigurative værker i deres egen ret, hvor selve farvens rumlige potentiale og stoflighed spiller en altafgørende rolle.

Siden midten af 1990’erne har Jens Uffe Rasmussen skabt en lang række udsmykninger. De er meget forskellige, såvel i udseende som materialemæssigt, men ofte indgår brugen af glas, hvilket bidrager til meget intense lys- og farveoplevelser. I en stor udsmykning til Midtfyns Gymnasiums naturfaglige afdeling (2011) har kunstneren brugt både fresko, glas og neonrør i en kunstnerisk fortolkning af fotosyntesen.

I Jens Uffe Rasmussens værker er der økonomiseret med virkemidlerne. Det er stilfærdig kunst, hvor der ikke bliver slået vildt ud med armene. Men man fornemmer en dybde, en autentisk, poetisk følsomhed, der dog heldigvis aldrig får lov at få overtaget. Den bliver holdt i ave af et kunstnerisk temperament, der magter den subtile balancegang mellem sansning/oplevelse på den ene side og billede/abstraktion på den anden.

Preben Winther

 

link.jpg (1554 bytes)

Tlf: +45 24252544 E-mail: jur@jensufferasmussen.dk